Gennem længere tid har vi – det vil sige indehaveren af den tøjbutik, hvor jeg er ansat, og mig – haft en diskussion om det sortiment, vi skal satse på. Da min chef for snart 10 år siden åbnede butikken med tøj til de unge, blev den hurtigt en god succes, fordi min chef, Birgitte, åbenbart var god til at finde de varer, der var værd at satse på.

Men gennem det seneste års tid har vi oplevet en nedgang i omsætningen, og i den anledning har jeg grundigt studeret, hvad det er for noget tøj, de unge i vores målgruppe går klædt i. Det er tydeligt, at den såkaldte streetwear stil vinder mere og mere indpas, og derfor har jeg foreslået Birgitte, at vi satser mere på den stil.

Men hun er lidt stædig, Birgitte, og siger, at hip hop tøj ikke er hendes smag, så hun har ikke specielt meget lyst til at markedsføre det. Modsat argumenterer jeg selvfølgelig med, at det vel er meningen, at vi skal leve af at sælge noget tøj, som vores kundekreds vil gå i, og så kan det ikke nytte at have personlige aversioner mod en bestemt stil.

Nu har Birgitte endelig givet sig, men hun erkender, at hun nok ikke er den rette til at foretage indkøb af den slags street tøj, for i kraft af sin egen modvilje mod den stil, kan hun nok ikke udvælge de rigtige designs.

Derfor er det mig, der i næste uge skal til en spændende messe for ungt tøj i Hamborg.

En anden vej vi kunne gå var at kigge nærmere på tøj lavet af bambus, som jeg fandt en artikel om her: http://thejunkies.dk/bambus-mode/