Min mand er ret sur. Han har ondt i armen. Han taler om nogle albuesmerter, som han ikke kan forstå, hvorfra kommer. Det er den højre albue, som det gør ondt i. Han har i længere tid forsøgt at undgå at gå til lægen med problemet. Han har skudt det hen med en sætning, som lyder sådan her: ”Det går nok over i morgen.” Ja, den kender jeg. Men det er jo ikke gået over. Tværtimod.

Sikkert en tennisalbue

Smerterne er blevet mere intense. Han taler ikke om det. Men jeg kan da se det på medicinskabets forsyning af smertestillende piller. De forsvinder med hurtigere og hurtigere hastighed. Sikkert en såkaldt tennisalbue.

I går kom det så til et familiært skænderi mellem os. Vi kom op at skændes over en bagatel. Normalt ville vi grine ad det, der skete. Men i går havde han ikke humoren med sig. Han slyngede bare ud, at jeg var fjollet, og så bad han mig om at tie stille.

Mente det jo ikke

Det gik op for mig, at han slet ikke mente, hvad han sagde – eller jo, måske. Men han ville ikke have sagt det på den måde. Jeg blev nemlig stikhamrende tosset på ham. Så jeg sablede ham ned. Verbalt. Den korte historie er, at jeg sagde til ham, at jeg ikke vil finde mig i, at han ikke kommer til lægen med den albue, som han har ondt i. Jeg fortalte ham, at jeg har lagt mærke til et usundt forbrug af smertestillende midler. Og jeg sagde til ham, at jeg ville ringe til vores læge og få en tid til ham. Det gjorde jeg. Og jeg kørte ham så op til lægen her i morges. Ventede på ham udenfor – i bilen.

Slem albueskade

Lægen havde sagt til ham, at det er et slemt tilfælde af tennisalbue, som kan være fremprovokeret, fordi han stresser på arbejdet, og musen, som han holder i hånden hele dagen, måske får ham til at spænde i albuen. Det kan behandles, men der skal sættes ind nu.

Til min store overraskelse var min mand sådan set lettet over at få at vide, hvad der er galt. Han overraskede mig også med at sige, at han sådan set gerne ville prøve at få gjort noget ved smerterne med akupunktur. Det havde jeg aldrig troet, at han selv ville foreslå. Men lægen havde faktisk anbefalet, at han forsøgte med det.

Akupunktur måske?

Så da jeg kom hjem efter at have kørt ham på arbejde, satte jeg mig med min tablet og begyndte at lede på internettet. ”Akupunktur Valby og København”. Jeg tænkte ikke, at der ville være så mange, der tilbyder akupunktur. Men der var faktisk flere klinikker end jeg sådan umiddelbart ville have troet, at der var.

Et af de sites, jeg kiggede skrev en lang artikel om, at akupunktur bliver mere og mere accepteret, og at mange akupunktører samarbejder med ’konventionelle’ læger. Måske er der, er samarbejde mellem vores læge og en akupunktør? De skrev også om lindring af smerter med akupunktur. Det så meget seriøst og troværdigt ud. Jeg ringede dem op og fik bestilt en tid til min mand.