I min fritid nyder jeg at sejle i kajak på den store sø, vi har her ved byen. Det er en dejlig motionsform, for bortset fra afhængighed af vejret, kan man dyrke den uafhængigt af andre, og når det passer ind i ens eget kram. Jeg er med andre ord ikke konkurrencemenneske, jeg bruger udelukkende min kajak til at få noget sund motion og få renset tankerne, når jeg sidder mutters alene og padler af sted over søen.

Men i vores kajakklub har vi også folk, der går vældigt op i deres sport og dyrker den på konkurrenceplan. De træner flittigt, og de seneste år er der kommet noget langt mere videnskabeligt ind i deres træning.

Således har alle de mest entusiastiske af dem anskaffet sig pulsure, så de under træningen kan registrere deres puls. De bruger det til at lære, hvordan de bedst økonomiserer med deres kræfter. Det nytter jo ikke noget at lægge for hårdt ud og bruge sig selv helt op på de første få hundrede meter, hvis man for eksempel træner på en 1000 meter distance.

Det er noget forholdsvis nyt med disse pulsure, men vores konkurrencesejlere er meget begejstret for dem. De hævder, at det gør deres træning mere effektiv, og de har da også opnået ganske gode resultater på det seneste.

I klubhuset har vi et aflåst skab, hvor vi kan sikre de værdier, vi ikke så godt kan tage med ud at sejle. Ingen ønsker jo at udsætte for eksempel deres dyre Seiko ure for vandsprøjt under sejladsen.