Min søster har et meget kærligt – men vanskeligt ægteskab. Hun og hendes mand har en lille søn på 3 år. Da han blev født, viste vi andre hende og hendes mand vores glæde. Naturligvis. Men et eller andet sted skete der noget med hendes mand. Han blev måske jaloux, fordi han har ikke selv familie. I hvert fald begyndte han at afvise os, når vi ville besøge dem. Senere blev det meget svært at holde en telefonsamtale med hende, fordi hun altid sagde, at hun blev nødt til at gå.

Det var underligt

Det var lidt underligt, men vi lagde ligesom mærke til, at ved højtider kunne vi godt ses og tale sammen. Men til hverdag sådan, fx en almindelig lørdag eftermiddag i maj måned kunne vi ikke få fat i hende.

På et tidspunkt under en familiefest (Min fars 60 års fødselsdag) fik jeg så mulighed for at tale med hende om, hvorfor vores kommunikation var blevet så dårlig. Hun nævnte kort noget om, at hendes mand er meget jaloux og ligesom spærrer hende ind.

Vi fik ikke mulighed for at tale mere om det. Jeg blev dog ret bekymret. Kan det være rigtigt? Hendes mand var da ellers så sød ved hende, inden de fik barnet.

Vold i familien

Jeg talte med en rådgiver om det. Han mente, at der kunne være tale om vold i familien, og at min søster måske ikke havde mulighed for at fortælle mig alt – at hun var udsat for vold ligefrem. Jeg tog derfor en stor beslutning.

Jeg begyndte at læse om vold i familien. Jeg læste om mulighederne, en kvinde har. Om, hvordan vold rent faktisk defineres. Jeg begyndte lede efter et kvindehjem i København, som jeg måske kunne overtale min søster til at flytte ind på. Sammen med sit barn.

Mit store problem var bare at få adgang til at kunne tale med hende om det og fortælle hende, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe hende.

Det lykkedes til sidst

Det lykkedes den efterfølgende jul. Jeg fik talt med hende om det. Hun kunne ikke håndtere, at jeg talte så åbenlyst om det, så hun bad mig om at holde mig væk. Jeg fik dog sagt til hende, at hun skal ringe til mig, hvis det bliver så svært for hende, at hun gerne vil væk fra deres hjem.

Det opkald kom så i går. Hun havde fået mulighed for at tage på indkøb – alene – og med en mobiltelefon. Hun fortalte mig grædende, at hun ikke kan holde ægteskabet ud længere, at hun er angst for sin mand og hans vredesudbrud. Jeg har lovet hende at ringe til kvindehjemmet for at høre, om de mon har mulighed for at huse hende i en periode. Jeg har lovet hende at komme og hente hende i morgen, hvor hendes mand skal til tandlægen. Hun vil pakke de nødvendigste ting til sin søn og sig selv. Hun vil bare væk fra ham. Begynde et nyt liv.

Jeg har ringet til min arbejdsgiver og forklaret ham min situation. Det kan tænkes, at jeg må blive væk i nogle dage, fordi kvindehjemmet måske ikke kan huse hende lige med det samme. Indtil da skal hun bo hos mig.