Det er i bund og grund en fantastisk udvikling, der er sket i løbet af den seneste snes år med hensyn til den digitale udvikling. Når jeg i dag ser min søn, Rasmus på ni år, sidde og spille forskellige spil på min iPhone, når han har fået lov til at låne den, sender jeg tanker tilbage til min egen barndom, hvor det hotteste nye var de såkaldte bip-bip spil, som nogle af de mere privilegerede børn havde som legetøj.

Rasmus er som vel stort alle hans jævnaldrende vild med at spille den slags digitale spil, og jeg må nok erkende, at det er flertallet af de APPs, der er på min mobil, som er spil, jeg aldrig selv bruger tid på.

Men på det seneste har jeg nu fået lov at beholde min mobiltelefon noget mere, for min kone købte for nogle måneder siden en iPad, som Rasmus nu hellere vil låne, når min kone ikke selv bruger den.

Vi forsøger at begrænse den tid, Rasmus bruger på at spille, og det lykkes også nogenlunde, men efter aftensmaden og inden, han skal i seng, får han lov at spille en times tid, men vi siger pure nej, når han beder om at få min kones iPad med i seng.

Jeg har forsøgt, om han ikke også kunne spille på en bærbar computer, men den går ikke, for sådan en har ikke touch skærm, og det er åbenbart en nødvendighed, når han skal spille de spil, han holder mest af.