Nu har I så fået en hund. I ved, at I skal træne den til at lystre jer, så I kan få et godt og kærligt forhold til hinanden. I har fundet et kursus i hundetræning, som starter i næste uge. Måske er du, som har taget det på dig at tage til hundetræning med den lidt i tvivl om, hvad det egentlig indebærer. Du er spændt. Og glæder dig. Samtidigt er du også lidt nervøs, fordi hvad går det her egentlig ud på? Og hvordan formidler du det, til de andre i familien, som ikke kommer med på kurset i hundetræning?
Hvad går det ud på?
Her vil jeg prøve at give dig nogle idéer om, hvad et kursus i hundetræning egentlig går ud på, og på, hvordan du kan forklare de andre i familien, hvad det er.
For det første går et kursus i hundetræning ud på, at du og din hund skal lære at tale sammen. Det var det korte svar, men det kræver lidt uddybning: Når du lige har anskaffet en hund, så ved hverken den eller du, hvordan I skal tale sammen. Du ved ikke, hvordan du skal forklare din hund, at den skal komme, når du kalder. Du ved ikke, hvordan du fortæller din hund, at den skal sætte eller lægge sig og forblive rolig på det sted, hvor du vil have, at den lægger eller sætter sig. Og hunden har ikke den fjerneste idé om, hvad ordene, der kommer ud af din mund, betyder.
Stemme og kropssproget
På et kursus i hundetræning vil du derfor lære, hvordan du skal bruge din krop og stemme, så hunden begynder at forstå ordene. Du vil få tips til, hvordan du kan signalere ting til hunden, så den forstår, hvad du mener. Uden at du skal tale. Vi har nemlig med et dyr at gøre, som hurtigere forstår kropssprog, end det forstår udtalte ord. Hunden vil naturligvis lære at genkende ordene og reagere på dem, som du ønsker, når du siger dem. Det er måske derfor, at vi ser mange mennesker, der staver ordet i stedet for at udtale det, så hunden ikke forstår det og bliver vild. Typisk sker det, fx ved ordet eller sætningen: ’vi skal ud og gå’. Her vil ordet ’gå’ blive stavet, fordi hunden ikke forstår ’g’ og ’å’. Den begynder derfor ikke at hoppe og springe rundt af glæde, men venter roligt, til du får sat snoren på den.
Kommunikation med hunden
Så kort sagt: Du og hunden kommer på et kommunikationskursus, når i skal til hundetræning. Og ja, hvordan forklarer du så de andre i familien, hvad I har lært op kurset? Først og fremmest har I jo det samme sprog, så det er nemt for dig at forklare, hvad det går ud på, når du og jeres hund viser de andre, hvad I lærte på kurset. Men her er det vigtigt at forklare, at alle i familien skal bruge det samme ord for en bestemt kommando. Fx: Nogle kan lide at sige ’sæt dig’ til hunden. Andre vil hellere sige ’sit’. Her skal I blive enige om, hvilket ord I vil bruge. Og så skal I være konsekvente.
Senest opdateret februar 28th, 2023 kl 10:54 pm